Om Uldrupgård

Ved foden af Uldrup Bakker i et rigt, smukt og fredet naturområde finder man det firlængede og stråtækte bindingsværk, Uldrupgård.

Oprindeligt var Uldrupgård et schæferi – et bygningsanlæg opført til et større fårehold.  Den firfløjede gård med fritliggende bygninger er af holstensk type og den eneste af sin art i Danmark. Den er opført i begyndelsen af 1800-tallet af grev Henrik Reventlow, som også dengang ejede den nærliggende herregård, Aakær. Østfløjen er en såkaldt stublade med lave mure i kampesten og et kolossalt stråtag, der rejser sig over et stort betagende rum.

Om Uldrupgård

Nord- og sydfløjen er ligesom vestfløjen hvidkalkede bindingsværksbygninger med stråtage. Gården ligger unikt placeret i Aakærs herregårdslandskab tæt på Horsens Fjord med store marker, omkranset af de skovbevoksede Uldrup Bakker, der byder på mange spændende stier og faciliteter. Disse naturskønne omgivelser gør det muligt for gæsterne at nyde udendørs aktiviteter og vandreture i det smukke landskab. Oplev magien og historien på Uldrupgård, hvor hvert hjørne af gården fortæller en del af dens rige historie. Lad dig inspirere af stedets skønhed og den særlige atmosfære, som gør Uldrupgård til et helt unikt sted at afholde dit næste arrangement. 

Uldrupgård blev gennemrestaureret i 1998-99, og i år 2000 blev restaureringen præmieret af bevaringsorganisationen Europa Nostra. Tre ud af fire længer udlejes i dag til events, hvor den fjerde længe udelukkende er privat beboelse.

Uldrupgård hører under det nærliggende Aakær Gods, som ejes af Godsejer Johan Koed-Jørgensen.

 

Læs mere om Uldrupgård- og Aakær’s historie her.

Aakær Gods.
Aakær Gods.